Vores historie


Vores historie starter i 1960’erne

Vores historie starter helt tilbage i 1960’erne. Her begyndte 1. generation, Poul Walsøe Pedersen, at arbejde med plast, plastbearbejdning og plastsvejsning

Poul var blandt de første plastsvejsere, der blev certificerede herhjemme. Den tradition har vi videreført, og det er derfor et krav fra vores side, at alle vores svejsere tager på certificeringskursus med efterfølgende prøveaflæggelse. Vores svejsere gentager prøverne med jævne mellemrum, så vi løbende sikrer os et højt fagligt niveau. 

Over en lang årrække samlede Poul på erfaringer fra alverdens montageopgaver - også de særligt krævende. Efter mange år som fastansat gik Poul selvstændig og stiftede montagefirmaet Poul Walsøe Montage, hvor plast fortsat var omdrejningspunktet. 

Langt ind i pensionsalderen arbejdede Poul i sit eget firma. I de sidste år, inden han trak sig helt tilbage, hjalp sønnen, Benny Walsøe Pedersen, til.


2. generation overtager

Pouls erfaringer og viden er gået videre i arv til 2. generation, nemlig sønnen Benny Walsøe Pedersen. I 2015 stiftede Benny sit eget firma (Walsøe Plast Montage) - i dag kendt som Plastmontøren - og i en overgangsperiode samarbejdede far og søn på en lang række projekter, indtil Poul gik på pension. 

I dag er det derfor udelukkende 2. generation, der arbejder med plastopgaver i Walsøe-regi. Men Poul er ikke bleg for at spørge ind til, hvordan det går med både tidligere og nuværende projekter. Et langt arbejdsliv bliver jo ikke sådan lige lagt på hylden, vel?

Foto: Mike Milwertz Johnsen

Foto: Mike Milwertz Johnsen


Plastmontøren i dag

I dag er Plastmontøren en veletableret virksomhed med en håndfuld dedikerede ansatte. Og med hjælp fra et godt netværk i branchen kan vi håndtere nogle af de største opgaver.

Samtidig elsker vi de mindre opgaver, der giver variation, og som også kan udfordre vanetænkningen. Det vigtigste er, at vi gør en forskel, og finder den rette løsning til jer. 

Det nyeste skud på stammen er etableringen af vores eget værksted i Brøndby, som giver jer mulighed for at få fremstillet enhver tænkelig plastdel. På den måde kan vi imødekomme jer, hvis I har behov for en speciallavet løsning.

Erfaring og nytænkning går hånd i hånd hos Plastmontøren. Her en menneskealder efter de første erfaringer blev høstet, finder vi stadig de rigtige løsninger i et evigt samspil mellem innovation og traditionelt håndværk. Det kan du trygt stole på. 

Plastmontørens værksted i Brøndby

Skal vi hjælpe jer?

Skal vi også hjælpe jer med at finde den rigtige løsning til netop jeres projekt? Så kontakt os i dag. Vi byder på en uforpligtende snak over en kop kaffe, hvor vi vender jeres ønsker og behov.